Dorthea og Vilhelmine Lunn


kilde: https://www.cimitero-acattolico-venner.dk/kopi-af-johan-august-krafft
- ved Steen Neergaard

I begyndelsen af december 1881 ankom et større dansk rejseselskab til Rom for at tilbringe vintermånederne der. Det nøjagtige tidspunkt lader sig ikke fastslå men en anden dansk tilrejsende, Anna Lautrup, der selv ankom den 13 november samme år, noterer sig søndag den 19. december at “Fader med den unge Lunn i [den jødiske] Ghetto„.
Den unge Lunn var August Lunn, søn af den navnkundige oberst Ove Peter Julius Lunn. De øvrige var Lunns enke Vilhelmine Margrethe Lunn, døtrene Dorthea, Thyra, Fritze samt sønnens forlovede, frøken Veronique Messerschmidt.

Anna Lautrup og Veronique Messerschmidt blev dagen inden jul de bedste veninder: “paa Veien derud [Villa Milini] gik jeg og talte med Frk. Messersmith, hun fortalte om sine Forhold i Hjemmet, jeg er ganske væk i hende„.

Lunns kastede sig straks efter ankomsten ud i vinterens selskabsliv, der bød på alskens adspredelser. Man besøgte hinanden, man mødtes i Skandinavisk Forening til sang, lege, dans og musik, arrangerede fælles småture til Albanerbjergene i det milde vintervejr; hverken Lunns eller Lautrups sparede sig. Sæsonens højdepunkt uden undtagelse var, bortset fra Skandinavisk Forenings julefest, hvor Lunns i øvrigt ikke var tilstede, det romerske karneval. De tilrejsende tog aktivt del i løjerne, arrangerede vognoptog, kastede med konfetti, blæste lysene ud på moccoliaftenen. Lunns var så heldige at de fra deres bolig i Corsoen havde egen balkon, hvorfra de kunne overvære festen og de 2 frøkner Høeg-Guldberg, der rejste sammen med Lautrups, fik lov at være med på balkonen, hvorfra man kastede blomster og konfetti. Ofte havde ejeren af sådanne lejligheder på forhånd udlejet dem til anden side, så lejerne i karnevalstiden måtte finde sig i uvedkommende trafik i lejlighederne!

Foreningen arrangerede et meget vellykket kostumebal, hvor særligt de unge kunne boltre sig frit og ugenert. Netop dette år var der mange unge og smukke skandinaviske piger i Rom, hvilket måske var årsagen til at ballet blev så vellykket. Komponisten Niels Ravnkilde, der dagen efter havde klaverundervisning med sine elever, skrev om kostumeballet:

“25 [februar 1881]. Costumeballet i “Foreningen„ rigtig nydeligt og vellykket - blandt den godt representerede Ungdom var vel Miss Multon (kun 15 Aar) den skjönneste - ogsaa Miss Ely vakte Beundring - dernæst maa fremhæves Frk Lønborg, Frøkrne Lautrup Lunn og Messerschmidt - hver for sig en ikke almindelig Fremtoning. En morsom Episode var Archeologens Opdagelse (Dietrichson) af en assyrisk Klippehule - og Alt derfra af Dødt og levende som efterhaanden blev draget frem for Dagens Lys. De svenske Prindser Oscar og Carl havde indfundet sig med deres Cavallerer og toge livlig Deel i Dandsen - Ministeren var der og nogle Officerer fra Fregatten, der ligger i Neapel; Et lille Uveir truede et øieblik med at bryde løs paa Grund af en vis Herres sjældne Mangel paa Takt - men det blev heldigviis standset i Udbruddet; men kom hjem Kl. 4 - saa det var drøit at være parat til sine Timer Kl. 9„.

Et par dage efter rejste Lautrups, Høeg-Guldbergs og Lunn-familien samlede til Capri og Napoli.

Den 7 marts var selskabet taget på udflugt. Anna Lautrup: “Sammen med Oberstinde Lunns i Bajæ. Kjørte langs den deilige Strand til Bajæ, hvor vi spiste vores mad. Jeg synes Lunns ere lidt venligere imod mig end i Slutningen i Rom„.

I slutningen af måneden ankom Lunns til Napoli. Veronique skriver i sin dagbog at “Svigermoder, Thyra og jeg have hele Tiden i Neapel været ilde tilpas, Svigermoder med Hovedpine, Thyra med Svimmelhed og jeg først ondt i Nakken og inden med en Mathed, som gjør, at jeg ikke kan sove om Natten og ikke foretage mig noget om Dagen. Tirsdag [d. 5 april] tage vi til Rom„.

Den 15 april kom Anna Lautrup og frøknerne tilbage fra turen til Napoli. Anna Lautrup blev modtaget af sine forældre, der var ankommet dagen inden: “Paa Hotellet blev vi modtaget af Fader og Moder med den Efterretning, at der var Typhus i Byen, og Oberstinde Lunns vare stærkt angrebne af den og først om Natten flyttet bort fra Hotellet, saa turde vi ikke blive og bestemte at reise om Aftenen 11½. Den var haard den Beslutning, men naturligviis den ene rigtige, men jeg havde ventet mig saa meget af de Dage i Rom„.

Så vidt Anna Lautrup og hendes dagbog. Hun fik ikke under sin hjemtur, der først gik til Firenze, besked om de fatale følger, sygdommen fik for Lunn-familien.

Mens flere af turisterne, bl.a. professor Heegaard, der var i Rom for at pleje sit dårlige helbred, flygtede fra Rom til Pension Rudolfo i Firenze, blev Lunns fordelt på hotellets etager, kun August var ikke angrebet. Til gengæld måtte han styrte rundt, passe de syge og senere flytte familien til Via dei Chiavari 6, som Dorthea Lunn ifølge begravelsesprotokollen blev overført fra.

August Lunn skriver i et brev dateret 21 april 1881 til en ven: “ Hendes [Dortheas] sidste Tid her paa Jorden var smuk og god, hun havde haft det usædvanlig godt i Vinter, formedelst det Varme Klima og rigtig nydt Rejsen„.

Morgenen efter noterede Niels Ravnkilde lakonisk: “Oberstinde Lunds Datter død imorges af Typhus„ og lige så kort den 19 april: “Frøken Lunns Begravelse„. At dødsfaldet berørte Ravnkilde dybt ses af at han ikke har noteret sig nogle personlige aktiviteter ud for de dage.

Da Lunns endelig var kommet sig tilstrækkeligt, kunne den triste hjemtur indledes, det var torsdag d. 9 juni. Veronique skriver i sin dagbog: “Vi toge først til Florentz, toge ind hos Rodolfo, den næste Dag kjøbte vi Fotographier og Mosaikker og Løverdag Kl. 10½ toge vi videre til Bologna„. Hjemrejsen tegnede til at antage turistkarakter igen bortset fra at Vilhelmine Lunn “er bleven temmelig medtagen af Rejsen, saa vi blive her til imorgen [13juni]„. Kun August Lunn benyttede lejligheden til at bese byen, “Patienterne tør ikke gaa paa Gallerier„.

Rejseselskabet kom ikke afsted dagen efter. Vilhelmine blev dårligere igen. Den 30 Juni var Ravnkilde mødt op i Skandinavisk Forening i Palazzo Corea for at hygge sig sammen med et par venner: “Blev sørgelig overrasket ved Efterretningen om Fru Lunns Død i Bologna [d. 25]„ og dagen efter gik han rystet til op til konsulen, “der gav mig nærmere Meddelelser om ovennævnte Dødsfald„.

Rejsen, der skulle have været en fornøjelses- og uddannelsestur, var endt som et mareridt. August Lunn og Veronique Messerschmidt kunne kun prøve at få arrangeret at Vilhelmine Lunn skulle begraves sammen med Dorthea i Rom. At få overført metalkisten med liget af Vilhelmine Lunn til Rom var ingen enkelt sag at få myndighedernes tilladelse til, konsul Myhlenphort arbejdede hårdt på sagen, tingene tog sin tid og først knap 6 måneder senere, Ravnkilde skrev den 21 december 1881, siger hans dagbog: “- Paa Kirkegaarden til Fru Lunns Begravelse. Veiret næsten sommerligt„.

År senere kunne støtteforeningen “Danske gravsteder i Rom„ føre de 2 forvitrede Lunn-gravsteder tilbage til nær den oprindelige stand, så minderne om en mor og hendes datter, der begge kom ulykkeligt af dage i det smukke Italien, stadig kan besigtiges og vække til eftertanke.